DDU’s ulandsprojekt i Ghana

 

Læs Søren Kyu Winkels fulde version af den forkortede artikel i Visualis’ marts-nummer her.

                             

Mellem d. 14. januar og d. 3 februar er Mette Overgaard, Thomas Philip Jakobsen og Søren Winkel i Ghana, og de vil dele deres oplevelser med jer. Her kan I følge med i deres nye indtryk, tanker og oplevelser i både billed- og skriftform.

Dagbog d. 26. januar

Så er der kommet nyt fra Ghana. Mette Overgaard sendte sms hjem til Danmark Læs hendes beretning her:

Efter 12 timers kørsel fra Accra, hvor vi kørte i zigzag for at undgå de store huller på vejene, ankom vi til Tamale, som er Ghanas 3. største by. Vi kom os over den lange køretur med en god nats søvn, hvor vi fik kræfter til at besøge døveskolen Savelugu School for the Deaf den næste dag. Her vi gav adskillige Døvania-trøjer samt et par fodboldbolde, til glade skolebørn, hvor udstyret skal bruges til idræts timerne.

Senere på aftenen blev vi inviteret til et sted tæt ved gedemarkedet, hvor døve plejer at mødes efter arbejdstid. Vi fik oplyst, at stedet har eksisteret i over 30 år. Vi var en gruppe på 15-20 personer, der stod og snakkede i et par timer, og vi fik en del opmærksomhed af hørende i alle aldre, der stod helt tæt på os og gloede. De var simpelthen chokerede over, at der fandtes døve hvide, fordi de altid havde troet, at der kun findes sorte døve (de har nogle fordomme, f. eks. får man får et døvt barn, er det guds straf for en synd i et tidligere liv).

Endelig oprandt dagen, hvilket vi var kommet til Ghana for, nemlig workshoppen i Dalun, en lille landsby langt ude på savannen. Så snart vi kom ud af bilen efter en køretur, hvor vi havde hoppet op og ned mærkede vi den stegende hede, i området som er kendt for at have en temperatur på 35-40 graders varme. Workshoppen startede med en officiel åbning med en bøn med tak til Gud, fordi alle kom helskindet frem.

Navnepræsentationen gik så i gang, og det var et stort problem for os danskere at huske alle de 27 deltageres tegnnavne. Hvorfor? Jo, fordi de alle sammen hed noget med deres første bogstav, og så bliver tegnnavne udført med samme bevægelser to gange på hovedet eller på brystet.

Indtil videre er de 2 første dage gået godt, hvor vi tre frivillige har fremlagt forskellige oplæg med emner som Deaf wareness, youth issues og konfliktløsning, samt hvordan et møde skal forløbe. Dog er der nogle kulturforskelle, som vi havde i vores oplæg, så deltagerne havde lidt svært ved identificere sig med vores situation i Danmark. Vi lærte af vores fejl, og hvordan vi kunne give en bedre præsentation med tiden.

Deltagerne har været meget aktive og været gode til at arbejde i grupperne, hvor de skulle diskutere de forskellige begreber inden for alt, der har noget med organisationsarbejde og lignende at gøre.

Vi frivillige er spændte på, hvordan resten af workshoppen vil gå, men vi er positive over, hvordan deltagerne har suget tingene til sig.

 

Tirsdag d. 20. januar:

Vi besøgte døveskolen ca. 2 timer udenfor Accra, hvor alle landets døve børn går i. Skolen hedder Mampong, der er både folkeskole og gymnasium, og har elever i alderen 6-20 år. Skolen har to studerende, som er bekendt med Danmark. De hedder Martin og Alice, og de var i Castberggård for at deltage i Frontrunners ledelseskursus. De skal nu i Ghana fortælle andre om deres oplevelser og nye viden for at motivere andre til at indgå et seriøst ungdomsarbejde.

Vi mødte med forstanderen, som bød os velkomne. Vi fik en rundvisning i skolen, og besøgte matematik-, videnskab-, engelsk, og bygningskonstruktionsklasserne. Eleverne var meget nysgerrige og glade, og vred deres hoveder for at følge med vores færd på skolen. Skolen var i bedre forfatning end vi forventede. Vi kunne se, at eleverne trives godt på skolen.

Det hele skulle foregå på den formelle måde med taler og tak. Vi donerede skolen 23 spilletrøjer fra Døvania, og 3 fodbolde. De var meget glade for dem. De skulle overdrages på den formelle måde, så de arrangerede en officiel overrækkelse med Søren, der også er formand for Døvania. Idrætslæreren tog i mod vores donation, og holdt en lille takketale.

 

Derefter kørte vi til folkeskoleafdelingen som ligger ca. 1 km fra gymnasiet, for at se hvor Benjamin Bekoe arbejder. Han er formand for den ghanesiske styregruppe som samarbejder med DDUs styregruppe om pilotprojektet. Eleverne på folkeskolen var ellevilde med os, især vores kameraer, hvor de, gentagne gang, nærmest tvang os til at tage billeder af dem. Nægtede vi, blev vi næsten overfaldt af tryglende børn.

Det var ellers et meget hyggeligt besøg, hvor børnene var vilde efter at lære vores tegnenavne at kende.

 

I morgen skal vi ordne de praktiske ting inden vores lange tur til Tamale, som forventes, at tage 12 timer, men vi glæder os, for vi får at se mere af Ghana på vej derop, og vi skal tilbringe 11 dage nordpå, hvor vi skal de første tre dage besøge bl.a. døveskolen i Tamale, forberede os inden workshoppen begynder. Vejrudsigten lover skyfri himmel med 35-40 grader varmt, så det bliver nok en varm omgang.

Det er ikke sikkert, at vi kan få adgang til internet, derfor vil det næste indlæg meget sandsynligt være uden billeder for vi sms’er vores beretninger fra Tamale til DDU-kontoret, så vil vi opdatere hjemmesiden med masser af billeder når vi vender tilbage. Medmindre vi har internetadgang i Tamale.

 

 

 

Vi ventede i ca. halv time før vores kære vært Kasper Bergmann kom med sin store firehjulstrækker, og Johnson var med til at modtage os. Johnson er national sekretær for Ghana National Association of the Deaf (GNAD). Vi blev kort efter indlogeret hos Kaspers fine hus, og tog derefter ude for at spise lidt for at fjerne den klæbrige fornemmelse af flymad.